Rekord få polakker går i kirke om søndagen

    Kirke_i_Oliwa

    Der er store regionale forskelle på antallet af kirkegængere i Polen viser ny undersøgelse. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


    WARSZAWA: To millioner færre polakker går i kirke om søndagen i dag end for ti år siden viser ny undersøgelse.


    Under 40 procent af polakkerne går i kirke om søndagen viser en undersøgelse lavet af Det Katolske Informationskontor. Det er færre end nogen sinde før.

    Over de seneste ti år fra 2003 til 2013 er antallet af kirkegængere faldet med to millioner, når man ser på antallet der deltager i søndagsgudstjenesterne.

    Færrest i de store byer

    Undersøgelsen viser også, at der er stor forskel på by og land og på de polske regioner. Regionerne i det sydøstlige Polen har fleste kirkegængere. I Tarnow deltager 70 procent fx i søndagsgudstjenesterne.

    I de større byer og i det nordlige Polen er kirkegangen mindst. I Szczecin-Kamienski blev der målt en deltagelse på 24,3 procent ved søndagsgudstjenesterne.

    Stigende velstand

    Det faldende antal kirkegængere skyldes den stigende velstand og det stigende uddannelsesniveau i Polen, siger professor i teologi Stanislaw Obirek til Tokfm.pl.

    – I global sammenhæng kan vi se, at øget velstand hænger sammen med sekularisering, siger Obirek, der mener, at udviklingen blev kunstigt holdt tilbage i Polen under det kommunistiske styre.

    Flere kulturelle tilbud

    Ifølge Professor Obirek har det også betydning, at der er flere kulturelle tilbud til polakkerne i dag end tidligere, som kirken skal konkurrere med, men de kulturelle tilbud er især tilgængelige i de større byer.

    – Tarnow og hele det sydlige Polen har ikke så mange kulturelle tilbud. Der mangler alternativer. Her er kirken den eneste institution til at opfylde indbyggernes behov, og ikke kun de religiøse. Kirken er ofte det eneste sted, man går til, siger Obirek.

    Stor forskel på yngre og ældre

    Der er stor forskel på ældre og yngre polakkers forhold til kirken i dag ifølge Obirek. Mens polakker over 50 år ser kirken som et attraktivt kulturelt tilbud, ser unge under 30 år i højere grad kirken som en forældet institution.

    Kristendomsundervisningen i skolerne har paradoksalt nok forstærket den udvikling. Kristendomsundervisningen blev genindført i skolerne efter kommunismens fald, men de præster, der har stået for undervisningen, har ifølge Obirek videregivet en ensidig opfattelse af kristendommen, der ikke er til forhandling, og som ikke passer på moderne skolers undervisningsformer.