Polen og Europas første grundlov fejret i Warszawa

    Polens_grundlovsdag_3_maj_2009_i_Warszawa

    Polens regeringschef Donald Tusk og præsident Lech Kaczynski på grundlovsdag, 3. maj, ved Kongeslottet i Warszawa. Foto: gov.pl.


    Stor ceremoni på Kongeslottet i Warszawa, da det officielle Polen fejrede landets første forfatning fra 3. maj 1791 – den første i Europa.


    Der var store parader, da Polen fejrede sin første forfatning på Grundlovsdagen den 3. maj.

    Regeringsmedlemmer og medlemmer af de polske parlamenter, Sejmen og Senatet, var mødt op for at deltage i ceremonierne på Kongeslottet i Warszawa.

    Nye generaler

    Polens præsident Lech Kaczynski udnævnte syv officerer fra den polske hær til generaler, og en gruppe af soldater og officerer der gør tjeneste i udlandet for det polske forsvar, modtog også medaljer og hæder for deres præstationer.

    Europas første

    3. maj er Polens vigtigste nationale mærkedag, da den polske grundlov blev under skrevet på den dag i 1791. Forud var gået flere års debat, diskussioner og dramatiske forhandlinger i Sejmen.

    Det var Europas første nedskrevne grundlov, og nummer to i verden efter USA (1789). Forfatningen ændrede det politiske system i Polen og førte til oprettelsen af et moderne land med demokrati og frie borgerrettigheder.