Ny rapport gør dansk hetz mod polakker til skamme

    Justyna_Krawczyk_dansk_polsk_ungdom_maja_giannoccaro_polen_polennu

    – Jeg forstår ikke hvorfor danske politikere der vil vælges til EU, bliver ved med at køre hetz mod os, siger Justyna Krawczyk, formand for Dansk-polsk Ungdom. Formanden blev flittigt brugt af de danske medier torsdag, efter at en ny rapport fastslår, at Danmark tjener på arbejdere fra Central og Østeuropa. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk.


    KØBENHAVN: Dansk Arbejdsgiverforening har lavet en rapport, der viser at den danske stat tjener næsten en milliard kroner på borgere fra Central- og Østeuropa. Dansk-polsk ungdomsformand revser danske politikere.


    Der er valg til Europaparlamentet, og det har polakkerne fået at føle i den seneste tids debat i danske medier med beskyldninger om spekulation i sociale ydelser, dagpenge og andre såkaldte goder i det danske samfund.

    Beskyldninger uden realitet

    Nu viser endnu en rapport, at beskyldningerne om at fremmede tømmer de danske velfærdskasser er uden hold i virkeligheden.

    LÆS RAPPORT
    polennu.dk: Rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening

    Indvandrere fra Central- og Østeuropa bidrager nemlig i øjeblikket med 16.000 kroner pr. person til den danske statskasse netto, mens en dansker modtager 6.000 mere fra offentlige kasser, end de bidrager med. Danskere hæver også langt mere i sociale ydelser, end polakkerne.

    LÆS MERE
    Berlingske: Staten scorer milliongevinst på østeuropæere

    – Det er sørgeligt at der bliver brugt så mange kræfter på debat i medierne om, at den danske velfærdsmodel er truet, fordi der sidste år var hele 3 polakker, der fik dagpenge i Danmark, siger Justyna Krawczyk, der er formand for Polsk-dansk Ungdom til polennu.dk. Ungdomsformanden optræder også med sin kritik torsdag i Berlingske, TV2 News og DR P3.

    Danmark tjener

    – At polakker ikke malker Danmark for børnepenge og understøttelse blev slået fast for nylig, og nu viser det sig endda med den nye undersøgelse, at den danske stat tjener styrtende på polakker og andre fra Central- og Østeuropa, siger siger Justyna Krawczyk.

    Større problemer end polakker?

    – Det er helt ude af proportioner at lave hetz mod os, når vi står overfor langt større og fælles problemer, som krisen i Ukraine og Rusland, siger ungdomsformanden med hovedrøsten. Den bør give de danske politikere panderynker, og ikke selvopfundne og grundløse beskyldninger mod polakkerne i Danmark.

    – Jeg forstår ikke hvorfor danske politikere der vil vælges til EU, bliver ved med at køre hetz mod os efter at flere undersøgelser i forvejen har modsagt dem.

    – I vores organisation arbejder vi for integration, men det er ikke den samme ånd vi møder fra de danske politikere og mediers side, siger hun til polennu.dk.

    Kun en tager afstand

    – Politikerne, der står bag disse smædekampagner mod fremmed, må skamme sig. Indtil nu har jeg kun hørt een dansk kandidat til Europa-Parlamentet, der tager afstand fra hetzen, siger Justyna Krawczyk til polennu.dk.

    – Det, politikerne siger, passer ikke. Stadig gør det mig meget ked af det inden i, sur og virkelig skuffet. Det giver danskerne et helt forkert syn på os polakker, siger hun til Berlingske.

    Kommer for at læse og arbejde

    Justyna Krawczyk fastholder, at polakkerne kommer til Danmark for at arbejde og er dygtige, arbejdsomme mennesker, og hun prøver selv at holde de ubehagelige ord på afstand.

    – Jeg elsker Danmark, er vild med danskerne, men træt af at høre på de danske politikere, sagde Justyna Krawczyk torsdag til DR P3.