Dansk forsvarsminister klager over Rusland

    nicolai_wammen_forsvarsminister_jens_mørch_polen_polennu

    Danmarks forsvarsminister Nicolai Wammen ser med stor alvor på det stigende antal hemmelige russiske militære flyvninger i Østersøområdet, der bringer flysikkerheden i fare. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    KØBENHAVN: Danmarks forsvarsminister klager over Ruslands militære flyvninger. Fredag måtte et fly fra København til Poznan i Polen ændre kurs.


    En SAS-afgang fra København mod den polske by Poznan, måtte ændre kurs da et russisk militærfly var i luftrummet med slukket transponder. En transponder udsender signaler, så kontroltårne kan identificere et fly, dets højde og retning, så kollisioner kan undgås. Danske F-16 fly var på vingerne i samme forbindelse, for at afvise de russiske tilnærmelser.

    Stor alvor

    Forsvarsminister Nicolai Wammen ser med stor alvor på situationen, som skete i svensk flyvekontrols ansvarsområde i internationalt luftrum over Østersøen kort før middag fredag, skriver DR.

    – Det er særdeles vigtigt, at flysikkerheden tages alvorligt af alle stater – også Rusland. Både hvad angår civile og militære flyvninger.

    Farligt og unødvendigt

    – Det er farligt og helt unødvendigt, at russiske militærfly flyver så tæt på den civile lufttrafik i Østersøen. Sikkerheden for passagererne skal altid komme først, og det må Rusland respektere, skriver Nicolai Wammen i en mail til DR Nyheder.

    Rusland bekræfter

    Det russiske forsvarsministerium har søndag bekræftet, at et russisk militærfly fredag befandt sig i området over Østersøen, men afviser, at flyet har været i nærheden af passagerflyets rute.

    Cimber Air, der flyver for SAS, har over for DR Nyheder bekræftet, at et af deres fly fredag var tæt på et militærfly på ruten fra København til Poznan i Polen.

    Dansk-svensk samarbejde

    Forsvarsministeren understreger, at Danmark arbejder for, at en lignende hændelse ikke gentager sig.

    – Jeg er i tæt kontakt med den svenske forsvarsminister, og de danske og svenske forsvar og de civile myndigheder arbejder sammen omkring den konkrete hændelse og flysikkerheden i Østersø-området, forklarer Nicolai Wammen.

    Uenighed om afstand

    Rusland erkender at have fly i området, men mener at afstanden var mindst 70 km. Af dialogen med kontroltårnet, som TV2 News har gengivet, fremgår det dog at afstanden højest var 20 km.

    Det gør USA også

    En højtstående russisk general bekræfter overfor det russiske nyhedsbureau Itar-Tass, at transponderen har været slukket, men kalder det for helt normalt. Den russiske general henviser til at amerikanske fly har intensiveret overvågningen af de russiske grænser, og at det også sker med slukket transponder.

    EU må skride ind

    Jeppe Kofod, gruppeformand for de danske socialdemokrater i EU-Parlamentet, kræver nu, at EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, klart fordømmer russernes farlige militærflyvninger nær den civile lufttrafik.

    Slut med tålmodigheden

    – Nu må tålmodigheden med russerne være opbrugt. Med to livsfarlige situationer omkring Danmark og et utal af russiske provokationsflyvninger langs hele EUs østlige grænse, bliver EU simpelthen nødt til at reagere nu, skriver han i en pressemeddelelse.