Dansk advokat med historisk jubilæum i Polen

    Peter_Tærø_Nielsen_polen_polennu

    Den danske advokat Peter Tærø Nielsen (62 år) kan som den første internationale jurist i Warszawa, fejre 25 år som erhvervsaktiv i den polske hovedstad. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk.


    WARSZAWA: Den danske advokat Peter Tærø Nielsen var den første internationale jurist der slog sig ned i Polen – nu er det 25 år siden.


    En af de mest markante danske skikkelser i Warszawa, tidligere formand for Skandinavisk-polsk Handelskammer, advokat Peter Tærø Nielsen, kunne i denne uge fejrer 25 års jubilæum som praktiserende advokat i Polen. Og han var blandt de første der opdagede Polen og mulighederne, og han tog konsekvensen i 1990 ved at være den første internationale jurist i Polen.

    Mulighedernes land

    – Polen er mulighedernes land. Både når det handler om at sælge og producere. Det har mellem 500 og 600 danske virksomheder – store som små – allerede fundet ud af. Og flere er på vej. Mange begår dog talrige fejl og får unødige omkostninger, fordi de har kastet sig lidt hovedkulds ud i projektet og set stort på eksempelvis papirarbejdet, siger Peter Tærø Nielsen til newsbreak.dk.

    Handler om kultur

    – Vil du ind på det polske marked, er du nødt til at respektere, at samfundet er mere bureaukratisk opbygget, end det vi er vant til i Norden. I vores advokatfirma handler det ikke udelukkende om jura og regler. Vi har, med afsæt i både den nordiske og polske kultur, mulighed for at yde en langt bredere assistance, så kunderne undgår problemer, siger Peter Tærø Nielsen, der i slutningen af september 1990 grundlagde advokatfirmaet Peter Nielsen & Partners Law Office i den polske hovedstad Warszawa.

    Begyndte hjemme

    Det begyndte i en beskeden lejlighed og senere flyttede medarbejderne ind i en villa. I dag har Peter Nielsen & Partners Law Office kontor i finansdistriktet i den polske hovedstad.
    Peter Tærø Nielsen, der er specialist i international entrepriseret med fokus på energisektoren, så mulighederne i Polen, mens han var ledende partner i advokatfirmaet Ole Nielsen & Partners i Kolding.

    Baser og børser

    – Siden da har vi prøvet mange ting, fortæller Peter Tærø Nielsen. Vi var med i en af de allerførste privatiseringer, der førte til genåbningen af Warszawas Børs i 1991. Og vi var med til at flytte NATOs danske personel fra Tyskland til Szczecin i de sene 90’ere.

    Fra Ukraine til Polen

    – Lige nu oplever vi, at mange nordiske firmaer vælger at flytte afdelinger ud af Ukraine og til Polen, for herfra at betjene markedet inden for EU. Det kan lade sig gøre, fordi de sprogmæssige barrierer er minimale, fastslår Peter Tærø Nielsen.

    Polsk konsul

    Ud over virksomheden i Warszawa, har Peter Tærø Nielsen sammen med vennen Øyvind Hulgaard, etableret det nuværende Hulgaard Advokater i Kolding og Aarhus. Tærø Nielsen har polsk konsul i Kolding fra 2005 til 2009.

    Den internationale scene

    Peter Tærø Nielsens juridiske CV er langt og indledes med en juridisk embedseksamen fra Aarhus Universitet i 1980. I dag er de primære arbejdsområder entrepriseret, fusioner og opkøb, fast ejendom/byggeri. Han er registreret som godkendt international voldgiftsmand i Tallinn, Vilnius, Warszawa og Dubai.
    Den nu 62-årige jurist færdes hjemmevant på den internationale scene. Han har arbejdet med virksomheder, kontrakter og projekter i knap 40 lande.

    Succesfuld formand

    Peter Tærø Nielsen er først og fremmest iværksætter og netværker. Han har beklædt utallige tillidsposter, og er i Warszawa mest kendt for sin rolle som succesfuld formand Skandinavisk-polsk Handelskammer (SPCC), som han forvandlede til en slagkraftig og respekteret organisation, sammen med sit team.

    Dansk engagement

    Peter Tærø Nielsen genindtrådte i juni i år i bestyrelsen for det skrantende og aktivitetsfattige Dansk-polsk Handelskammer (PDCC). Om det også lykkedes Peter Tærø Nielsen at rette op på det dansk-polske handelskammer kan kun tiden vise, men den dansk-polske samhandel fortjener under alle omstændigheder et bedre og mere effektivt forum.

    Når den jubilerende dansk-polske advokat skal slappe af, sker det som regel med jagt og skovbrug, som er blandt Peter Tærø Nielsens store interesser.